Nogle gange kan man mærke det helt fysisk: hjertet banker, kroppen sitrer, søvnen glipper. Andre gange viser det sig mere stilfærdigt – man bliver træt, ukoncentreret, irritabel eller mister lysten til det, man plejer at holde af. Fælles for begge oplevelser er, at noget er ved at tippe. Noget, der engang var håndterbart, er nu begyndt at tynge. Og ofte er der tale om en gradvis, men alvorlig overbelastning.

Psykisk overbelastning opstår ikke kun, når vi bliver udsat for én stor belastning. Den kommer ofte snigende, fordi der gennem længere tid har været for mange krav – og for få pauser. Det kan handle om arbejde, familie, sygdom, ensomhed, økonomi, forventninger – eller det hele på én gang. Og fordi mange ikke opdager det i tide, ender de med at føle sig svage, forvirrede eller ude af kontrol.

Men overbelastning er ikke et tegn på svaghed. Det er et signal fra kroppen og psyken om, at noget er ude af balance. Og det er et signal, man bør tage alvorligt. Hvis man ignorerer det længe nok, kan det udvikle sig til alvorlig stress, depression eller angst.

En vigtig del af arbejdet med overbelastning handler om at forstå, hvor grænsen er – og hvornår den er blevet overskredet. Det lyder enkelt, men det er det ikke altid i praksis. Mange har nemlig lært at overhøre kroppens signaler. De har vænnet sig til at “tage sig sammen”, ignorere trætheden, undertrykke frustrationen og “klare den”.

I samtaler med en psykolog får man hjælp til at sætte ord på det, man måske ikke selv har opdaget endnu. Til at se sammenhænge mellem livsomstændigheder, følelsesmæssige reaktioner og fysiske symptomer. Og ikke mindst: til at begynde at justere på hverdagen, så man ikke hele tiden tærer på sine sidste ressourcer.

Det kan være en svær proces. Nogle oplever skyld over ikke at kunne det samme som før. Andre har svært ved at acceptere, at de har brug for hjælp. Men netop i det øjeblik man tør række ud og sætte farten ned, opstår muligheden for at genopbygge noget nyt. Ikke nødvendigvis et helt nyt liv – men en anden måde at være i det på.

Psykisk overbelastning skal ikke “fikses”. Den skal forstås og tages alvorligt. Det er først, når vi begynder at lytte til vores indre alarmklokker, at vi kan finde vej tilbage til os selv.